Talemåden er velkendt i motorsport, der igennem tiderne har set mange hurtige kørere og biler, der lovede godt men aldrig vandt. Fordi det ikke er nok at være hurtig – man skal også gennemføre. 

Den gamle sandhed blev – igen – bekræftet til Classic Race Aarhus. I mange forskellige klasser, faktisk, men lad os se på 65-klassen som eksempel. Den lokale Flemming Viktor Andersen i Lotus Elan har vundet klassen flere gange før, og han stillede op for at forsvare titlen som vanevinder.

I 2016 vandt Flemming Viktor Andersen i den blå Lotus Elan til højre i billedet.

I 2016 vandt Flemming Viktor Andersen i den blå Lotus Elan til højre i billedet.

Ud fra deltagerlisten var der dog lagt op til, at det ville blive en sej kamp: Palle B. Pedersen i en lynhurtig Ginetta G4R havde weekenden før vundet et fyrre minutter langt løb over de lokale danske kørere. Nummer to i samme løb var skam også med i Aarhus, og Ulrik Weiss i den kraftfulde TVR Griffith var nok opsat på revanche. Men heller ikke de to kunne sige sig fri for at den britiske Lord Gregory Thornton i en Merlyn Mk4/6 virkede som et stærkt kort i klassen: Som dobbelt verdensmester i historisk Formel 1 var han ikke en herr hvem-som-helst.

Lord Gregory Thornton i den lave Merlyn Mk4/6 viste sig lynhurtig.

Lord Gregory Thornton i den lave Merlyn Mk4/6 viste sig lynhurtig.

Men så blev det race-weekend, og realiteterne bankede på døren. Chaufføren af Ginettaen der havde slået sig så flot i det fyrre minutter lange løb – ja, han var ikke så frisk som bilen, og måtte melde forfald på grund af sygdom.

Så var der tidtagning om lørdagen, der lovede godt for kampen alligevel: Ulrik Weiss og Lord Thornton var hurtigst, adskilt af bare fem hundrededele af et sekund – og begge halvandet sekund foran Flemming Viktor Andersen, altså en evighed.

Ulrik Weiss i TVR Griffith til venstre i billedet: På stigningen op af Oddervej kunne INGEN følge ham.

Ulrik Weiss i TVR Griffith til venstre i billedet: På stigningen op af Oddervej kunne INGEN følge ham.

To omgange inde i første heat havde Thornton så lagt sig i spidsen – men så låste hans gearkasse sig, bilen spandt og kørte så ikke mere den weekend. Men den havde været hurtig, det så alle. Ulrik Weiss vandt heatet med fire sekunders forspring til Flemming Viktor Andersen.

Andet heat var spændende lige fra starten, men Ulrik Weiss syntes nok det blev lidt for spændende, da han mistede luften på et hjul: Aldrig sagen, og da slet ikke for en 200 km/t-hurtig historisk racerbil som en TVR Griffith. Han udgik, og så vandt Flemming Viktor Andersen igen – overlegent foran Michael Holden i en tilsvarende Lotus Elan.

Til tredie heat havde Ulrik Weiss fået luften igen, bogstaveligt talt, og han var tændt:  Men Flemming Viktor Andersen kom bedst fra start og der gik et par omgange før Ulrik Weiss lagde sig i spidsen igen. Her blev han, også selvom Flemming Viktor Andersen pressede hårdt på til sidst, og publikum kunne nyde en fin duel mellem to prægtige historiske racerbiler.

Ulrik Weiss (til højre) vandt første og sidste heat. Men Flemming Viktor Andersen (til venstre) tog den samlede sejr.

Ulrik Weiss (til højre) vandt første og sidste heat. Men Flemming Viktor Andersen (til venstre) tog den samlede sejr.

Da røgen havde lagt sagt blev den gamle sandhed endnu en gang bekræftet: Flemming Viktor Andersen i Lotus Elan skulle øverst på podiet. Fordi han ikke kun var hurtig, men også stabil. Moralen kender alle, men vi tager den lige igen: “To finish first you have to finish”.

Fotos: Henrik Sørensen og Kristian Rasmussen