Lørdag aften blev Classic Race Aarhus hædret som det bedste sportsevent i Aarhus Kommune i 2016.

Foran gæsterne i et propfyldt Hermans i Tivoli Friheden og TV2/Østjyllands seere, blev Classic Race Aarhus lørdag aften udnævnt til det bedste sportsarrangement 2016 i Aarhus og fik samtidig overrakt årets eventpokal.

“Det er en rigtig fin pris, og vi er glade og taknemmelige over, at byen har givet os sådan et stort skulderklap. Jeg vil gerne give hæderen videre til de 750 frivillige som hvert år sørger for, at vi kan lave det der har udviklet sig til at være Nordeuropas bedste racefestival. Vi glæder os til at give byen endnu en stor oplevelse når vi afvikler dette års Classic Race Aarhus den 19.-21. maj”, lyder det fra direktør ved Classic Race Aarhus, Mike Legarth, der lørdag aften fik overrakt prisen af den professionelle basketballspiller og Vild med Dans-stjerne Chris Christoffersen.

Den årlige DM-festen er et awardshow for sport og idræt i Aarhus, og det er Aarhus Kommune som står for at afholde showet der hylder sportsudøvere, ledere, klubber og events. Der uddeles i alt 14 priser. Arets Arrangementspris uddeles af Sport Aarhus Events. Prisen tildeles en klub, et forbund, en professionel arrangør eller en organisation, der i det forgangne år har bidraget til afviklingen af et eller flere spektakulære events.

I begrundelsen for at give prisen til Classic Race Aarhus lyder det blandt andet sådan her:

“Den primære årsag er, at Classic Race Aarhus er en event der gennem årene har udviklet sig kontinuerligt, og derfor i dag har et stadigt stigende tilskuertal. Det er en event der favner meget bredt”.

Prisen har været uddelt siden 1996. Med hæderen følger en pokal. Under DM Festen 2016 var der foruden prisuddelingerne masser af sports-optrædener samt underholdning ved Wafande, Jacob Dinesen og Aarhus Jazz Orchestra.

 

Overrækkelsen blev sendt på TV2 Østjylland og kan genses ved at klikke herunder: