Mange virksomheder har valgt at bruge en af landets største sports- og kulturarrangementer til et sted, hvor de plejer kunder og forkæler medarbejdere.

 

Nordeuropas bedste racefestival, som bliver afviklet den 19. – 21. maj, oplever en stor interesse fra erhvervslivet, som gerne vil deltage i det tre dage lange arrangement.

 

– Vi får henvendelser fra virksomheder, som gerne vil bruge racefestivalen til at give deres medarbejdere en helt særlig oplevelse eller invitere deres kunder og samarbejdspartnere til et hyggeligt og uformelt arrangement af international standard. Det er vi selvfølgelig vældig stolte over, oplyser direktør i Classic Race Aarhus Mike Legarth.

 

Over 200 virksomheder er på den ene eller anden måde engageret i den aarhusianske racefestival, og mange af dem har valgt at leje et luksustelt med barer og servering af restaurationsmad langs den 2,6 kilometer lange racerbane nedenfor Marselisborg Slot og langs Strandvejen i Aarhus.

 

En af de mange virksomheder der for andet år i træk har valgt at købe et arrangement hos Classic Race Aarhus er Expedit, der har specialiseret sig i udvikling og indretning af butikskoncepter til den nordiske detailbranche.

 

– Vi har valgt at bruge Classic Race Aarhus som en ramme om vores kundepleje, og det har vist sig at være en rigtig god idé. De kunder vi valgte at invitere med sidste år var meget betaget af arrangementet, derfor har vi valgt at gentage successen i år,  lyder det fra Steen Bødtker, administrerende direktør i Expedit.

 

Expedit har valgt et såkaldt VIP-telt på Strandvejen med direkte udsigt til banen. I teltet er der opstillet bar og maden leveres af Hotel Royal.

 

– Det er en god mulighed for at være sammen med kunden en hel dag i nogle meget unikke omgivelser med en rigtig god atmosfære og samtidig få set noget godt motorsport, lyder det fra Steen Bødtker, administrerende direktør i Expedit.

 

Interessen fra virksomhederne har været så stor i år, at der her halvanden måned før racefestivalen bliver skudt i gang snart ikke er flere pladser tilbage.

 

 

 

– Man skal være hurtig for at være med, hvis man som virksomhed gerne vil købe et telt og VIP-område til sine medarbejdere eller kunder, og det har vi aldrig oplevet før så tidligt forud for løbet, fortæller Mike Legarth.

 

Redaktionel kontakt: Frederik Roland, pressechef, + 45 30101103

 

Foto: Torben Hrab

 

Fakta:

Classic Race Aarhus er en non-profit organisation og overskuddet går til at skabe bedre trafiksikkerhed for børn. Racefestivalen er to gange blevet udnævnt til Årets Motorsports Event i Danmark. Flere end 750 frivillige hjælper til før, under og efter løbet. I 2016 blev Classic Race Aarhus overværet af flere end 40.000 tilskuere. Løbet bliver afholdt for ottende gang i weekenden 19. – 21. maj 2017.