Den store nyhed ved årets Classic Race Aarhus, der køres den 25.-27. maj, er Triumph Competition & British GT – en klasse, der hylder en stribe af de klassiske britiske sportsvogne fra tresserne og halvfjerdserne.

Hele 31 biler er tilmeldt klassen, og selv om der er et mærke, som har lagt navn til klassen, er Triumph Competition & British GT langt fra at være en mærkeklasse. Det er således en tredjedel af feltet – 11 biler – som er fabrikeret på den nu hedengangne Triumph-fabrik, og på banen rundt om Mindeparken vil mærket være repræsenteret med modellerne TR3, TR4, TR4A, TR6 og TR250.

Men hvad så med de tyve andre biler i feltet? De er selvfølgelig også spændende.

Der er 11 MG’ere fordelt på dels MGA-modellen, dels MGB-modellen, der i fire årtier var verdens mest producerede sportsvogn … lige indtil Mazda kom op i omdrejninger med produktionen af deres MX5-model. Feltet i Triumph Competition & British GT fuldendes af biler som TVR, Morgan, Jaguar og Lotus foruden en sjælden Warwick.

Foto: Volker Mielcarek.